E-invoicing: Er jeres forretning og data klar til den nye virkelighed?

E-invoicing og digital rapportering udvikler sig hurtigt i Europa og internationalt.

Mange virksomheder har derfor fokus på valg af platform, integration til ERP-systemet og de tekniske krav til fakturaformatet. Men erfaringerne fra Frankrig peger på en mere grundlæggende udfordring:

Er de data, der ligger bag fakturaen, korrekte?

For CFO’en betyder udviklingen, at VAT compliance ikke længere alene er et spørgsmål om korrekt rapportering til tiden. Kvaliteten af virksomhedens transaktionsdata – og den måde, forretningen er omsat til systemer og processer på – bliver i stigende grad en del af compliance.

Frankrigs implementering af obligatorisk B2B e-invoicing i september 2026 giver et aktuelt billede af, hvad der sker, når moms compliance bliver digital. Her har udfordringerne blandt andet omfattet manglende obligatoriske oplysninger, problemer med virksomhedsidentifikation og registreringer, inkonsistente momsdata samt fejl i mapping og systemopsætning.

Nogle fejl opstår i de tekniske løsninger. Andre opstår langt tidligere – i virksomhedernes egne data og processer.

Og netop dét er en vigtig pointe for virksomheder med international handel.

En teknisk korrekt faktura er ikke nødvendigvis momsmæssigt korrekt

E-invoicing bliver ofte behandlet som et IT-projekt. Virksomheden vælger en teknisk leverandør, etablerer forbindelsen til ERP-systemet og sikrer, at fakturaerne kan produceres og sendes i det krævede strukturerede format.

Men en velfungerende teknisk forbindelse sikrer ikke i sig selv, at den bagvedliggende momsbehandling er korrekt. Hvis kundedata er mangelfulde, momsnumre er forkerte, transaktioner er klassificeret forkert, eller momsbehandlingen ikke afspejler den faktiske vare- eller ydelsesstrøm, vil den digitale løsning videreføre disse fejl.

Teknologien kan transportere data. Den kan ikke gøre forkerte data korrekte.

Udfordringen er derfor ikke alene teknisk. Virksomheden skal kunne omsætte den faktiske forretning og de internationale transaktioner til den korrekte momsmæssige behandling – og sikre, at denne behandling afspejles korrekt i virksomhedens data og systemer.

Derfor bliver datakvalitet en stadig vigtigere del af virksomhedens internationale VAT compliance.

Fra Frankrig til en international udvikling

Frankrig er ikke et isoleret eksempel.

E-invoicing, e-reporting og digital transaktionsrapportering indføres på stadig flere markeder. De nationale modeller er forskellige, men udviklingen går i samme retning: Momsrapporteringen rykker tættere på den enkelte transaktion.

Udviklingen ses også i Danmark. Fra 1. marts 2027 får udbydere af registrerede digitale bogføringssystemer nye forpligtelser, som skal øge anvendelsen af struktureret e-invoicing gennem Nemhandel.

Fra januar 2027 skal registrerede danske digitale bogføringssystemer desuden understøtte SAF-T 2.0, som giver mulighed for standardiseret udveksling af bogføringsdata på transaktionsniveau.

Danmark indfører dermed ikke et generelt krav om B2B e-invoicing i 2027. Men udviklingen illustrerer den samme bevægelse: Finansielle og skattemæssige data bliver mere strukturerede, mere detaljerede og lettere tilgængelige digitalt.

På europæisk niveau accelererer ViDA udviklingen yderligere. Fra 1. juli 2030 indføres nye Digital Reporting Requirements for visse grænseoverskridende B2B-transaktioner i EU baseret på struktureret e-invoicing.

For internationale virksomheder er spørgsmålet derfor ikke længere alene, om systemet kan udstede en elektronisk faktura i Frankrig, Danmark, Polen eller Italien.

Det afgørende er, om virksomheden kan producere korrekte og konsistente data på tværs af systemer, selskaber og lande.

International handel stiller større krav til data

En international varetransaktion kan involvere en sælgende juridisk enhed i ét land, et lager i et andet, en kunde i et tredje og en momsregistrering i et fjerde.

Den korrekte momsbehandling kan blandt andet afhænge af:

  • hvem der juridisk foretager salget
  • hvilke momsnumre der anvendes
  • kundens status
  • hvor varen befinder sig
  • hvor transporten starter og slutter.

Samtidig kan de nødvendige oplysninger være fordelt mellem ERP-systemet, stamdata, ”tax engines”, logistiksystemer og lokale processer.

Jo mere international og kompleks forretningen bliver, desto større bliver kravene til sammenhængen mellem den kommercielle virkelighed, virksomhedens data og den momsmæssige behandling.

Digital VAT compliance skal derfor i stigende grad betragtes som én sammenhængende datakæde:

Kommerciel transaktion → stamdata → ERP → momsklassifikation → faktura → e-invoicing/e-reporting → momsrapportering

En fejl tidligt i kæden forsvinder ikke, fordi de efterfølgende processer automatiseres.

Tværtimod kan digitaliseringen betyde, at fejl bliver synlige tidligere. En forkert momskode, et forkert VAT ID eller en forkert klassificeret varebevægelse kan slå igennem på tværs af fakturering, e-reporting og den efterfølgende momsrapportering.

Det øger behovet for at identificere fejl ved kilden frem for efterfølgende at korrigere dem i rapporteringen.

Fra momsrapportering til kontrol af de underliggende data

Det er efter vores vurdering en af de vigtigste konsekvenser af den digitale udvikling.

Traditionelt har virksomheder haft stort fokus på den sidste del af processen:

Er momsrapporteringen korrekt og indsendt til tiden?

Det spørgsmål er fortsat vigtigt.

Men når skattemyndighederne får tidligere og mere detaljeret adgang til virksomhedernes transaktionsdata, bliver et andet spørgsmål mindst lige så vigtigt:

Er de underliggende data korrekte, før de når frem til fakturaen og momsrapporteringen?

Arbejdet med e-invoicing bør derfor ikke alene handle om valg af platform og teknisk integration. Det bør også omfatte kvaliteten af virksomhedens stamdata, momsklassifikation, mapping af transaktioner og sammenhængen mellem den faktiske forretning, ERP-systemet, faktureringen og momsrapporteringen.

For virksomheder med international handel betyder det, at arbejdet med e-invoicing bør begynde før den tekniske implementering. Først skal virksomhedens transaktioner, momsbehandling og datagrundlag være forstået og struktureret korrekt. Derefter kan teknologien automatisere processen.

Teknologien skaber infrastrukturen. Korrekte data er forudsætningen for, at den fungerer. Og den korrekte momsmæssige behandling begynder med en forståelse af den faktiske forretning.