DDP til Storbritannien?

Har I lagt 20% på prisen og sender DDP til Storbritannien?

Det er dyrere end I tror – og ofte ikke lovligt.

Vi møder i stigende grad virksomheder, der sælger direkte til britiske forbrugere ved at lægge 20% på salgsprisen for at “dække momsen” og sende varen DDP (Delivered Duty Paid). Tanken er enkel. Den holder bare ikke – og hvad der reelt går galt, afhænger af varens værdi.

Under £135: en compliance-fejl

Her skal britisk moms opkræves og afregnes ved selve salget – ikke ved grænsen. Det kræver en britisk momsregistrering.

Lægger man 20% på prisen uden at være registreret, er de £20 på en £100-vare ikke en afregnet skat. Det er en ubogført forpligtelse, der ligger og venter. Opdager de britiske myndigheder det, kan virksomheden mødes med krav om moms på samtlige tidligere salg – plus renter og bøder.

Over £135: en økonomisk lækage

Her gælder normale importregler. Uden en britisk momsregistrering kan importmomsen ikke fradrages – den er en ren omkostning.

Sådan ser det ud på en vare til £1.000, solgt for £1.200 med de 20% lagt på, ved 12% told:

  • Toldværdi: £1.000
  • Told (12%): £120
  • Importmoms (20%, af værdi + told): £224
  • Udlægsprovision: ca. £15
  • Speditørens faktura: ca. £359

De £200, man lagde på for at “dække momsen”, dækker altså end ikke to tredjedele af den faktiske omkostning. Og bruges den fulde salgspris på £1.200 fejlagtigt som toldværdi, stiger regningen yderligere.

Løsningen er den samme i begge tilfælde

En britisk momsregistrering.

Under £135 gør den salget compliant. Over £135 gør den importmomsen fradragsberettiget via Postponed VAT Accounting (PVA) – som ikke kræver britisk etablering, blot en moms- og importørregistrering.

DDP er en stærk løsning på det britiske marked. Men leveringsbetingelsen løser ikke momsforpligtelsen – den ligger ved siden af, ikke i stedet for.

Sælger I allerede DDP til Storbritannien? Så kan det være værd at få undersøgt, om jeres setup rent faktisk efterlever reglerne og holder på bundlinjen – eller blot ser ud, som om det gør.

Kilder