Fra den 1. januar 2025 trådte nye regler i kraft i Schweiz, som påvirker salg af varer via online platforme som eksempelvis Zalando.ch, Digitec.ch og Galaxus.ch. Disse regler indebærer, at ansvaret for at beregne, opkræve og afregne den schweiziske moms fremover pålægges selve platformene.

De schweiziske skattemyndigheder offentliggjorde den 9. juli 2024 et udkast til retningslinjer for de nye platformregler. Dette udkast var i høring indtil den 23. august 2024, og de endelige retningslinjer er nu gældende.

Konsekvenser for virksomheder, der sælger via online platforme

Med de nye regler anses platformene som de egentlige leverandører i momsmæssig henseende, uanset om salget sker mellem virksomheder (B2B), til forbrugere (B2C) eller mellem private sælgere (C2C og C2B). Det betyder, at platformene håndterer momsforpligtelsen, men sælgere vil fortsat skulle være registreret i Schweiz og indberette import, eksport samt værdien af de varer, der sælges via markedspladserne.

Hvis en sælger udsteder en faktura direkte til køberen, skal det tydeligt fremgå, at momsen håndteres af platformen. Fakturaen bør indeholde en erklæring såsom:

“Moms på 8,1% indberettet til FTA i henhold til artikel 20a i momsloven af [platformens navn og momsnummer].”

Formålet med ændringerne

De nye regler har til formål at effektivisere momsopkrævningen og sikre fair konkurrence mellem traditionelle detailhandlere og online platforme. Det er derfor afgørende, at virksomheder, der sælger via platforme i Schweiz, gennemgår deres processer og sikrer overholdelse af de nye krav. Det forventes ligeledes at der vil komme særlige krav fra de digitale platforme til sælgere.

Har du spørgsmål til, hvordan din virksomhed bør håndtere disse ændringer, er du velkommen til at kontakte os for rådgivning.